2 højsenge på Frederiksberg
Udfordringen
I denne skønne, ældre lejlighed på Frederiksberg havde familien brug for at forvandle et børneværelse til to børneværelser, og samtidig var der stadig brug for masser af plads, luft og lys.
Løsningen
Værelset har ikke mange kvadratmeter - men til gengæld har det masser af kubikmeter, som ikke var udnyttet. I samråd med familien besluttede jeg at arbejde med værelsets højde på over 3 meter. Jeg byggede to højsenge med plads til skriveborde under. Mellem højsengene byggede jeg en hyggelig skillevæg med vindue, så dagslyset kan skinne igennem, og børnene kan kigge ind til hinanden. Familien ønskede ikke at lukke helt mellem de to værelser, så her er halvvæggen den perfekte løsning.
Hvor er genbrugsvinduerne fra?
Det høje, fine vindue i skillevæggen er oprindeligt fra en flot, gammel hoveddør. Jeg har udluset huller efter hængsler og håndtag og ombygget døren til et vindue.
Håndbyggede højsenge på mål
De to, nye højsenge er bygget, så de passer præcist til rummets bredde. Sengene er bygget af massivt, svensk fyrretræ, og jeg har desuden bygget stiger, der passer til.
Fin detalje med træpropper på skruerne
Jeg har forsænket alle skruer og skjult dem med flotte træpropper. Det giver både et virkelig lækkert udtryk, og samtidig er der ingen synlige skruehoveder, som børnene kan rive sig på.
Masser af lys gennem vinduesvæggen
Den ombyggede genbrugsdør med småsprossede vinduer tillader, at der siver masser af dagslys gennem rummet. Derudover rummer vinduet en fin historie, som er sjov at fortælle besøgende.
Når maleren har været forbi for at spartle og male, vil væggen se ud, som om den altid har været en del af lejligheden.
”Tænk i højden og få flere kvadratmeter”
”De vægge, jeg laver, skal se ud som om, de altid har været der. Derfor bruger jeg kun materialer der matcher det, som allerede er. Hvis jeg skal sætte en fyldningsdør ind og etablere nye greb, så skal begge dele passe til de andre døre i lejligheden. Jeg leder ofte længe efter de rigtige materialer, genbrugsdøre og vinduer.”
”Mange københavnerlejligheder er desuden små, men til gengæld har de højt til loftet. Derfor er det en rigtig god løsning at tænke i højden fremfor udelukkende at tænke i kvadratmeter – så har du pludselig mange kubikmeter at boltre dig på. Særligt på børneværelser giver det mening at lave en hyggelig højseng, så rummet under højsengen er frigjort til fx skrivebord.”