Teenageværelse på Vesterbro
Udfordringen
I en skøn lejlighed på Vesterbro, København manglede familiens teenager sit eget værelse, hvorfra han kunne lukke døren til resten af familien. Familien er super glade for deres lejlighed, så de ønskede ikke at flytte og lejligheden manglede det ekstra rum. Det ekstra rum skulle skabes uden at gå på kompromis med dagslyset i både det nye rum og i den resterende lejlighed.
Løsningen
I samarbejde med familien besluttede vi, at inddrage en bid af stuen til det nye teenageværelse. Familien ønskede, at det nye rum ikke blot gav en ny væg i stuen, men at det skulle bidrage med et nyt, luftigt udtryk. Derfor valgte vi at lave en væg med et stort vindue ud til stuen samt en dør med retro-vinduer over, så der kunne strømme så meget lys som muligt begge veje.
Familien ønskede også, at det nye værelse blev indrettet med customized møbler, både for at spare plads og for at skabe et lækkert udtryk. Jeg byggede derfor skrivebord, skabe, reolsystem og højseng til værelset, som passede perfekt til den gamle lejlighed, så hver en centimeter af rummet blev udnyttet optimalt.
Se alle møblerne herunder.
Hvor er genbrugsvinduerne fra?
Døren er en gammel fyldningsdør, det lille vindue over døren er skåret ud af en forsatsramme fra et gammelt vindue og det store vindue er snedkerbygget.
Masser af lys gennem den nye vinduesvæg
Her ser du det nye teenageværelse inde fra selve værelset. Det store snedkerbyggede vindue i væggen sender masser af lys både ind på værelset og fra værelsets vindue og ud i stuen.
Costum-made skab og skrivebord
Familien ønskede møbler, der var specialbyggede til værelset for at udnytte pladsen bedst muligt og skabe et let udtryk.
Familien ønskede et skrivebord uden ben for et luftigt. Både bord og skabet over er bygget af birkefiner og er tilpasset det lille indhak i værelset.
Reolsystem og trappe i ét
Reolsystemet byggede jeg også, så det passede præcis til værelset. Reolsystemet fungerer samtidig som en trappe til værelsets højseng. Den lille skammel har jeg bygget af massivt træ, og skruerne i skammelen er skjult med små træ-propper for et helt rent udtryk.
Smuk aftenstemning
Vinduerne i væggen og over døren til det nye teenageværelse giver en fantastisk smuk og hyggelig stemning om aftenen, når lyset er dæmpet i stuen.
”Tænk i højden og få flere kvadratmeter”
”De vægge, jeg laver, skal se ud som om, de altid har været der. Derfor bruger jeg kun materialer der matcher det, som allerede er. Hvis jeg skal sætte en fyldningsdør ind og etablere nye greb, så skal begge dele passe til de andre døre i lejligheden. Jeg leder ofte længe efter de rigtige materialer, genbrugsdøre og vinduer.”
”Mange københavnerlejligheder er desuden små, men til gengæld har de højt til loftet. Derfor er det en rigtig god løsning at tænke i højden fremfor udelukkende at tænke i kvadratmeter – så har du pludselig mange kubikmeter at boltre dig på. Særligt på børneværelser giver det mening at lave en hyggelig højseng, så rummet under højsengen er frigjort til fx skrivebord.”